FORTÆLLINGER OM KATTE

Vibeke Vasbo: Artemis
Samleren, 2004

Artemis kom ind i Vibeke Vasbos liv som stor killing. Hun voksede op og blev en kat med en helt speciel personlighed, og hun og forfatteren blev tæt, tæt knyttet til hinanden. Så tæt, at Vibeke Vasbo næsten syntes, at Artemis var en anden side af hende selv.
Da Artemis døde godt 12 år gammel, var en af de ting, forfatteren trøstede sig med, at hun ville riste en rune over katten. Det blev denne intense fortælling, hvor man virkelig mærker forfatteren, der kan en helt masse med sproget
Det var 12 turbulente år i forfatterens liv, og det fortælles der også om. Der fortælles også om andre katte, og der er nogle pragtfulde skildringer af naturen; bl.a. af fuglelivet i en stor præstegårdshave på landet - men Artemis er hele tiden bogens hovedperson.
Artemis er en af de allerbedste kattebøger, jeg har læst!!!

Marilyn Edwards: The Cats of Moon Cottage
Hodder & Stoughton, 2003

 

En yderst charmerende bog om kattene Septi og Otto. 17 år gammel får Septi killingen Otto (der er en hunkat) som husfælle. Forfatteren og hendes mand er lidt bekymrede for, om den gamle, uafhængige Septi vil acceptere lille Otto, men Otto tager problemet i egen pote. 
Forfatteren fortæller med stor forståelse, indlevelse og først og fremmest kærlighed om de to kattes første møde, om deres liv sammen og om glæder og sorger (hav lommetørklædet parat!) i Moon Cottage i det sydvestlige England. 
Bogen er illustreret med søde tegninger af Peter Warner.

Forside: Peter Warner

Marilyn Edwards: More Cat Tales form Moon Cottage
Hodder & Stoughton, 2004

 

Efterfølgeren til The Cats of Moon Cottage er lige så charmerende som den første bog. Hovedpersonerne er nu Septis og Ottos efterfølgere, Ottos killinger Fannie og Titus. Men der kommer endnu en kat i huset, Russian Blue killingen Pushkin. Pushkin må tilkæmpe sig en tilværelse sammen med de to søstre, der er tæt knyttet til hinanden og ikke uden videre er indstillet på at give plads til den nye, lille kat.
De tre katte har naturligvis hver deres personlighed, som Marilyn Edwards er fantastisk til både at iagttage og beskrive. For mig var det selvfølgelig ekstra sjovt at læse om Pushkin, der er en ægte russer, både af afstamning og af sind.

Forside: Peter Warner

Marilyn Edwards: The Cats on Hutton Roof
Hodder & Stoughton, 2005

 

I den tredje bog flytter Moon Cottage-kattene og deres mennesker fra Moon Cottage til The Coach House i Cumbrien i det nordlige England. 
Det er lidt svært at forstå, at forfatteren og hendes mand vil forlade den idylliske Moon Cottage og dens fantastiske have, som er pragtfuldt beskrevet, men de længes begge efter de nordengelske omgivelser, og desuden vil de gerne give kattene lidt større muligheder for udfoldelser i det fri, end det er muligt i Moon Cottage, der ligger lige op til en meget trafikeret vej.
Ud over den besværlige flytning fortælles bl.a. også om Titus' gentagne operationer for løse knæskaller. Besværlige operationer og meget lang rekonvalescens, og både forfatteren og læseren føler med Titus.

Anders Johansson : Snuffe
Carlssons, Stockholm, 2001

En herlig bog om Snuffe, der var 14 år, da bogen blev skrevet. Forfatteren fik Snuffe til sin 40-års dag, og forholdet mellem mennesket og den lille killing udviklede sig til ægte venskab og kærlighed. Man hører om deres hverdag sammen, om morsomme episoder og om forfatterens syn på forskellige aspekter angående dyr i almindelighed og katte i særdeleshed.
Bogen er illustreret med mange og gode fotos taget af Anders Johansson selv. 

Snuffe

James Herriot : Kattehistorier
Borgen, 1995

Bogen indeholder et udvalg af dyrlægen og forfatteren James Herriots charmerende historier om katte. Man lærer både kattene og deres mennesker at kende og ikke mindst James Herriot selv, hvis syn på katte ændres, efterhånden som han får sine egne katte i huset. Jeg kan allerbedst lide historien om Emily og vagabonden.
Bogen er illustreret med dejlige akvareller af kattene og af landskabet i Yorkshire udført af Lesley Holmes.

Kattehistorier

Doris Lessing : Katte især
Brøndum, 1977

Forfatteren fortæller meget poetisk om sine egne katte. Hun er en god iagttager og en god fortæller, og nogle af hendes beskrivelser af kattene er helt vidunderlige. Det er Suzanne Brøgger, der har oversat, så bogen også på dansk er en nydelse.
Til gengæld er man ikke altid enig med forfatteren i den måde, hun havde kat på, men originaludgaven kom i 1967, og da så katteverdenen nok anderledes ud.

Katte især

Margaret Reinhold : Sanctuary in the South
Pan Books Ltd.,London, 1994

Margaret Reinhold fortæller om sit liv i Provence med de to forkælede katte medbragt fra England og med de omstrejfende katte, der flytter ind i huset, eller i hvert fald i haven. Ikke alle bliver hilst velkommen af de to engelske katte! Alle kattene har deres egen personlighed, og forfatteren fortæller om både glæder og sorger.
Illustreret med fotos af William Gooddy.

Sanctuary in the South

Colette : Katten
Grafisk Forlag, 1945

Meget fransk jalousidrama med en ung mand, Alain, der er begæret af både sin kat Saha og af sin unge kone Camille. Da Alain og Camille bliver gift og efterlader Saha hos Alains mor, sygner Saha hen af savnet og svigtet. Saha bliver hentet til Alain og Camilles nye hjem, men Camille vil i hvert fald ikke dele sin ægtemands opmærksomhed med en kat.
Der er pragtfulde forelskede beskrivelse af Saha, der af temperament let kunne være en russer. Faktisk synes jeg, hun har meget til fælles med min første kat, Bitsjka. Også af udseende ligner Saha meget en russer, men hun en er Chartreux og har Chartreuxens gyldne øjne.

Colette : Katten