En ung Ofelia Hesseldal

Russerens temperament

Derhjemme
På udstilling

Russerens udseende

 


Russerens temperament


RUSSIAN BLUE
-  KATTEN
FOR KENDEREN


Russian Blue siges at være katten for kenderen, katten for den virkelige katteelsker. Den er "en rigtig kat". Dermed mener man, at den har mange af kattens naturlige instinkter intakt. Den er livlig og legesyg; forsigtig, men også nysgerrig; intelligent. Hunnerne er næsten altid gode mødre, der opdrager deres killinger perfekt.


RUSSEREN
OG DENS
MENNESKER

 

Ofelia og Dorthe

Ofelia hygger
sig på
Dorthes skød


Russeren knytter sig meget tæt til de mennesker, der er i familien; måske knytter den sig specielt tæt til et enkelt eller et par familiemedlemmer. Den er ikke en allemandskat. Man skal være parat til at modtage al den hengivenhed, der ødsles ud over en, og man skal være parat til at give en masse opmærksomhed og kærlighed igen. Man skal kort sagt være parat til at være kattens udvalgte menneske og ven.

Når russeren får opfyldt sit behov for kærlighed og opmærksomhed fra "sine" mennesker, interesserer andre mennesker den ikke ret meget. Den medfødte forsigtighed gør, at mange russere holder sig tilbage, når der kommer fremmede i huset. Nogle holder sig helt for sig selv, når der er gæster til stede, men hos de fleste overvinder nysgerrigheden efter et stykke tid forsigtigheden, og katten kommer for at hilse på. Nogle gæster kan måske endda få lov at ae katten, men det er ikke nogen selvfølgelighed, og man kan bestemt ikke kalde russeren påtrængende. Til gengæld har den en god hukommelse, så er gæsten én gang blevet accepteret, skal den nok huske det til næste gang, der aflægges besøg.

En Russian Blue er aldrig lunefuld eller aggressiv. Det er en kat, man ved, hvor man har, og som man kan stole på.


RUSSEREN
OG ANDRE KATTE


Bortset fra løverne er ingen vilde katte flokdyr, og også dette instinkt synes russeren at have bevaret i ret høj grad. Den trives derfor godt som forkælet enekat, men den trives også sammen med andre katte, især hvis den er vokset op sammen med dem. Derimod kan der blive problemer i større katteflokke. Nogle af russerne i en stor flok kan have det udmærket, men andre vil føle sig forsømte og oversete, hvilket kan give adfærdsproblemer. 
Generelt mener vi, at hvis man vil have en russer, må man gøre sig klart, at der er grænser for, hvor mange katte man kan have. En russer egner sig ikke til tilværelsen i et større kattehold.


DEN INDIVIDUELLE KAT



Selvfølgelig har ikke alle russere lige nøjagtig det temperament, der er beskrevet her; det drejer sig jo heldigvis ikke om kloner. Den enkelte kat kan også i nogen grad ændre temperament i løbet af livet. Den kat, der som killing og ung voksen glad tog imod alle gæster, kan sagtens blive mere reserveret senere i livet - og omvendt.


EN UNIK KAT


Vi synes, at det klassiske Russian Blue temperament er helt unikt - vi må dog indrømme, at nogle huskatte kan have det samme temperament. Det stiller krav til kattens mennesker, men hvis man er parat til at opfylde disse krav, får man en helt fantastisk dejlig kammerat. Det er ganske vist kun russerens egne mennesker, der får at se, hvor dejlig den er, og det kan man af og til godt ærgre sig lidt over, men det er den pris, man må betale for at få en kat, der er i den grad ens egen. 

Hvis man gerne vil have en kat, der smyger sig om benene på den første, den bedste, så bør man vælge en anden race, for et meget mere udadvendt temperament er bestemt ikke nogen sjældenhed blandt racekattene. 

Nogle mener, at russerens temperament bør ændres, så den bliver ligesom alle andre katte, men vi håber, at det klassiske Russian Blue temperament bliver bevaret, så der stadig findes en kat for kenderen.


Til sidens top


KATTE PÅ
UDSTILLING


Hvis man ikke vil udstille sin Russian Blue, kan man roligt springe dette afsnit over, men hvis man derimod synes, det kunne være sjovt at udstille det lille blå vidunder, kan man godt læse videre.

Det er en voldsom belastning for en kat at blive udstillet. Tit skal den først transporteres en rum tid for derefter at blive spærret inde i et lille bur i et lokale fyldt med fremmede katte, fremmede dufte og larmende højttalere. Senere bliver den ved bedømmelsen gramset på af fremmede mennesker, og den har de fremmede katte meget tæt på. Det er selvfølgelig værre for den kat, der af naturen er forsigtig og ikke vildt begejstret for fremmede - altså for mange russere, end for den kat, der stort set er ligeglad med, hvem der kæler for den. Men alt i alt er det sikkert de færreste af kattene, der nyder at blive udstillet, og hvis de ligefrem foretrækker udstillingsdagene frem for dagene derhjemme, så må der være noget galt med deres daglige tilværelse.

Vi anser udstillinger for en mild form for dyrplageri, og hvis katten er for ked af at blive udstillet, så skal man selvfølgelig lade være. Vi har selv udsat vores katte for plagen og gør det stadig, men på et par betingelser. Dels skal kattene opføre sig pænt på udstillingerne. Det vil sige, at de hverken må være så bange eller så vrede, at de giver sig til at hvæse eller sprutte eller det, der er værre. Dels skal kattene i det selvsamme øjeblik, de er hjemme igen, være deres eget glade selv.


RUSSEREN
PÅ UDSTILLING


Det kan næppe undre nogen, at der en nogen katte, der ikke vil finde sig i at blive udstillet. Det er tilfældet for katte af alle racer. Russeren er ingen undtagelse, men vi synes ikke, at man tiere ser en vred russer på udstilling end en vred kat af andre racer. Alligevel skal det ikke være nogen hemmelighed, at russeren har et lidt dårligt ry som en kat, der ikke kan udstilles - især blandt visse opdrættere af andre racer.

Heldigvis er der langt flere russere, der sagtens kan udstilles, end russere der siger fra. Problemet er, at det er meget vanskeligt for opdrætterne at vurdere, hvilke killinger, der ikke bør udstilles. Det kan nemlig godt være den mest udadvendte killing, som man egentlig skulle tro ville tage udstillingen i stiv pote, der synes, at dens grænse er nået på udstillingen. Omvendt kan den killing, der synes at være mere tilbageholdende, opføre sig glimrende på udstilling. Vi vil aldrig garantere, at vores killinger er egnede til udstillinger, for det kan man først afgøre i situationen.


Til sidens top

Russerens udseende


EN HARMONISK KAT


Det, der først og fremmest karakteriserer en russer, er harmoni. En russer må hverken være så spinkel som en siameser eller så bamset som en britte. I forhold til de fleste huskatte virker russeren mere yndefuld og elegant. Russeren har en middelkraftig kropsbygning, et smukt hovede, høje ben og en lang hale. Det hele passer sammen, og russeren er ikke ekstrem på hverken den ene eller den anden måde.

Ved første øjekast ligner russeren måske en helt almindelig kat. Ved andet øjekast opdager man altid dens fine særpræg.


PELSEN


Russeren er en korthårskat. Den tager sig selv af pelsplejen, men hvis man børster og friserer den, nyder den det - for hyggens skyld.
Pelsens struktur er en mellemting mellem plys og silke. Den må ikke være for flad og lang, men den må heller ikke virke ulden. Når man stryger en russer over pelsen, skal pelsen føles blød, men alligevel gøre en lille smule modstand. Tidligere sagde man, at pelsen kunne sammenlignes med sælskind. Det er nu ikke den almindelig sæl, der er tænkt på, men derimod den sæl, der kaldes pelssælen. På billeder af denne sæl, der blev næsten udryddet netop på grund af den fine pels, kan man se, at den har den samme struktur som russerens pels.
Pelsfarven skal være rent blå - d.v.s. nærmest blågrå, og det foretrækkes, at farven er mellemblå. Vi kan selv bedre lide, at farven er lidt for mørk end lidt for lys, bl.a. fordi man så bedre kan se det fine sølvskær, pelsen skal have.

Det er vældig sjovt at udstille en russer med en suveræn pels, for det er noget, mange dommere lægger særdeles stor vægt på. Til daglig synes vi nu ikke, det er det vigtigste. En svensk ekspert i russere har en gang sagt, at han havde set mange smukke russere, der ikke havde perfekt pels, hvorimod en perfekt pels absolut ikke automatisk er garanti for en smuk russer, og vi giver ham ret. Typen generelt, de grønne øjne, kattens bevægelser og musklernes spil under pelsen er meget vigtigere for os.


HOVEDET

 




Russerens hoved skal have en kort kileform. Den skal have en helt lige næse, der i øjenbrynshøjde skal danne en konveks vinkel med den helt flade og ret lange pande. Den skal have en stærk hage og fremtrædende knurhårspuder. Disse ting tilsammen giver den karakteristiske russerprofil, som ses på skitsen.

Hovedet skal også være ret bredt. Øjnene skal nemlig sidde med god indbyrdes afstand, og det er umuligt, hvis hovedet bliver for smalt.


ØJNENE

Sararntoyas grønne øjne


En russers øjne er umådelig udtryksfulde. De skal være helt grønne, store og mandelformede. På udstillinger ser man nu ikke altid den mandelformede facon, for i den situation spærrer mange russere øjnene op, så de ser runde ud.
Vi synes ikke, det er ret kønt, hvis øjnene er for små, for tætsiddende eller dybtliggende.

Det er næsten altid øjnene, man først lægger mærke til ved en russer, især når de har den rigtige grønne farve.


ØRERNE


Ørerne skal være ret store, tilspidsede og sidde lodret på hovedet. Det tolker vi på den måde, at ørernes yderste kant skal være lodret. De skal også være brede ved basen.
Vi synes, det er vigtigt, at ørerne har det rigtige bredde. Hvis ørerne er for smalle, kommer de til at ligne kaninører eller udråbstegn på toppen af hovedet. Også på grund af ørerne skal hovedet have en god bredde. Hvis hovedet er for smalt, bliver der ikke plads til, at ørerne er brede ved basen. Eller også mødes ørerne på midten af hovedet, hvilket heller ikke er ønskværdigt.


Til sidens top